23948sdkhjf

E-smøger spreder sig som en epidemi i USA

De amerikanske sundhedsmyndigheder og landets regering er stærkt bekymrede over, hvor mange mindreårige, der damper løs på e-cigaretter. Forbud kan være på vej.

USA's sundhedsmyndigheder slår alarm. Elektroniske cigaretter er blevet så udbredte blandt unge amerikanere, og brugen af dem spreder sig så hurtigt, at der er tale om en regulær epidemi.

Scott Gottlieb, der er chef for USA's øverste sundhedsmyndighed, Food and Drug Administration (FDA), understreger, at han normalt er meget forsigtig med at betegne noget som en epidemi.

- Men e-cigaretter er blevet en nærmest allestedsnærværende - og farlig - trend blandt teenagere. Den forstyrrende og hastigt stigende kurve, vi ser hos unge, og den afhængighed, der følger med, skal der sættes en stopper for. Det kan simpelthen ikke accepteres, siger han i en - ifølge CNN - usædvanligt direkte tone.

Flere amerikanske medier bider mærke i, at der er tale om en markant holdningsændring.

Hidtil har FDA set på e-cigaretter som et muligt værktøj for voksne rygere, der gerne vil skrue ned for eller kvitte tobakken. Det er dog ifølge nyhedsbureauet AP aldrig blevet bevist, at e-cigaretter har den effekt.

Scott Gottlieb vil stadig udforske brugen af e-cigaretter som et rygestopmiddel, men det "skal ikke ske på bekostning af børn", påpeger han.

I USA er det ulovligt at sælge e-cigaretter til personer under 18 år. Alligevel var det det mest udbredte tobaksprodukt blandt unge sidste år. Flere end to millioner i skolealderen benyttede sig af e-cigaretter i 2017.

Ifølge FDA peger endnu ikke offentliggjorte data på, at det tal kun vokser.

- Vi havde ikke regnet med, at dette nu ville blive en af vores største udfordringer, siger Scott Gottlieb.

Sundhedsminister Alex Azar siger ifølge Bloomberg News, at regeringen er "ekstremt bekymret" over udviklingen, som også han betegner som en epidemi.

FDA truer direkte med at indføre et forbud mod e-cigaretter med smag. Det er dybt forkert, lyder det, at producenter laver cigaretter, hvor dampen smager af jordbær, mynte eller chokolade, for de er direkte målrettet unge, mener FDA.

Derfor har myndighederne givet de fem største e-cigaretfirmaer to måneder til at lave planer for, hvordan de kan stoppe salget af deres produkter til personer under 18 år. 

Er de planer ikke tilfredsstillende, ryger smøgerne med kunstig smag af hylden, advares der.

FDA oplyser desuden, at der i disse dage udsendes bøder og advarsler til 1300 fysiske og digitale butikker for at have solgt e-cigaretter til mindreårige.

Bekæmpelsen af unges brug af e-cigaretter er en del af en større indsats, hvor man forsøger at gøre det lettere at droppe tobakken. Et andet tiltag er at nedbringe mængden af nikotin i almindelige cigaretter.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109